Om at holde håbet i urolige tider

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som i det seneste lange stykke tid, har været i kontakt med, at verden dog er et noget så uroligt sted. Krige, katastrofer, trusler, konflikter, sult, brudte relationer. The list goes on.

Og nøj hvor kan man føle sig lillebitte i en stor kompleks verden nogle gange. Ser man logisk på det, har jeg tæt på nul indflydelse på situation i f.eks. Mellemøsten eller USA. Jeg kan praktisk talt ingenting gøre ved det. Jeg er heldigivs ikke politiker og behøver heldigvis ikke at have udtænkt de gode løsninger (hvis de findes) for at løse store problemer i verden. Samtidig med at det påvirker mig - og jeg kan jo heller ikke bare lade det stå til - eller er det min eneste mulighed?

Det samme gælder, hvis en klient bringer den slags bekymring op i terapi. Den cirkel, som er "det vi har kontrol over", er godt nok meget lille, når det handler om makropolitiske spændinger. Og jeg kan selv nogle gange blive ramt af en angst og glimt af håbløshed over at beskæftige mig med al den uro.

Og det har virkelig givet mig anledning til at øge min bevidsthed og træne den kunst, som det er, at zoome ud og zoome ind, som jeg har valgt at kalde det her. Jeg har forsimplet det lidt i to kategorier for at gøre det nemmere at forholde sig til. Men det er klart, at man lige så godt kunne lave det til et spektrum frem for kategorier.

Med at zoome ud mener jeg det modus, vi påtager os, når vi har blikket rettet mod "hele verden". Når vi retter os mod alt det og alle dem, som vi er fysisk eller relationelt langt væk fra os. Ofte er det dem, som vi aldrig havde mødt, hvis vi ikke boede i en digital verden.

Med zoome ind mener jeg derimod den egen lille verden, vi befinder os i. Det kunne være en ægtefælle/kæreste, familie, venner, kollegaer, bekendte og naboer. Dem, som er enten fysisk eller relationelt tæt på. Mange af dem vil nok være begge dele - altså både fysisk og relationelt tæt på. Med undtagelser kan det godt være nogle som enten er fysisk eller retionelt tæt på. F.eks. har jeg ikke en så nær relation til min nabo - men brænder det på, ser jeg det som mit ansvar at engagere mig, hvis jeg kan gøre noget, og at det er meningsfuldt. I akutte situationer gør det en forskel at hjælperen er fysisk tæt på. Og så har jeg f.eks. venner, som befinder sig på den anden side af Atlanten, men som relationelt er helt tæt på, fordi vi kender hinanden godt og er investeret i hinandens liv omend oftest ved hjælp af digitale hjælpemidler. De kender mere til mit inderste end mine naboer gør. Så - groft sagt, når vi "zoomer ind", er det som reel dem, der både er fyssik og relationelt tæt på - men kan også være nogle der er enten relationelt eller fysisk tæt på.

Det er værd at huske på, at det med at "zoome så meget ud" er i menneskets historie en helt ny opfindelse. Globaliseringen startede jo for mindre end 100 år siden. Gradvist har vi fået adgang til mere og mere (både kvalitativ og kvantitativ) data om, hvad der sker andre steder end lige dér, hvor vi er. Og nu er vi kommet til et punkt, hvor vi mildest talt bliver bombarderet med information om alt mellem himmel og jord - f.eks. har jeg adgang til at på instagram at følge med i, hvad en amerikaner har fået til morgenmad. Alt det, ved I selvfølgelig godt allerede. Men det er alligevel vigtigt at slå fast, hvor nyt det er, at vi følger så meget med, som vi gør.

Det stiller kollosale kognitive, sociale og emotionelle krav til os. Nu er det på en måde "meningen", at vi skal kunne følge med i konflikter, katastrofer, hændelser og udtalelser mange tusind kilometer væk - og både forholde os til det data, danne os en holdning til det, have empati for eventuelle ofre samt vrede mod skurkene - og endda også have kritisk sans nok til at forholde os bare en smule til ikke om men hvilke bias, denne nyhed er præget af. Jeg ved ikke om, vi er klar over, hvor krævende en opgave, alt dette faktisk er.

Robin Dunbar, en britisk antropolog og evolutionspsykolog, foreslog i 1990’erne, at menneskets hjerne – især neocortex – sætter en kognitiv grænse for, hvor mange stabile sociale relationer vi kan vedligeholde. Dette tal er på 30-150 (!!). Det er den størrelsesorden af mennesker, som vores hjerne bedst kan forholde sig til.

Så - vi er slet ikke bygget til at zoome ud så meget hele tiden. Og for det fleste af os, tror jeg, at hvis vi altid zoomede ind og fokuserede på det, der er lige foran os - ville der være rigeligt ansvar at bære allerede.

Det er ikke for at sige, at vi aldrig skal zoome ud. For jeg tror, at der ligger en stor gave i også, at vi kan zoome ud. Vi kan lære af hinanden, hjælpe hinanden og engagere os i hinanden. Men ingen kan holde til at gøre det hele tiden. Jeg vil gætte på, at det for det fleste af os er nok med 5-10 % max - medmindre vi er politkere, sidder i høje poster eller lignende. For der er rigeligt i det, der ligger lige foran os.

For at citere Anne Frank, som virkelig fik lov at få verdens uro og ondskab helt tæt på sagde: “Hvor vidunderligt er det ikke, at ingen behøver at vente et eneste øjeblik, før de begynder at forbedre verden.”

Det er jo det. Dét, der er inden for vores kontrol, er hypervigtigt og kan sprede sig som ringe i vandet. Det er måske som små dråber i et hav, men det havet ville jo ikke været et hav uden dråberne.

Så, måske er det mere end bare en kliché at sige, at vi kan bidrage til verdensfreden ved at skabe fred i det, der ligger lige foran. Måske er det faktisk helt reelt.

Så hvordan kan det se ud i praksis for dig og mig?

Hvad kan vi gøre lige nu for at bidrage til fred i verden?

Måske kan det være...

• At arbejde på relationen til os selv først. Overholder jeg aftaler, jeg laver med mig selv? Er jeg tålmodig med mig selv, når jeg laver fejl? Skubber jeg mig selv afsted på den gåtur i stedet for at kigge ind i en skærm?

• At lære den undervurderede kunst det er at lytte. Bliver man en god lytter, tror jeg på, at man kan bidrage væsentligt til, at verden bliver et bedre sted.

• At afvænne sig med at bagtale andre. Det kan være små ting, der forgifter vores ellers venlige og ordentlige samtaler.

• At være intentionel omkring hvad vi køber. De fleste af os kan sagtens købe færre ting - og måske give lidt mere til en velgørenhedsorganisation, vi har tillid til.

• At være nysgerrige på andre omkring os. Min superviser sagde engang: "Hvis ikke du har sympati for en klient, er det bare fordi du ikke har forstået dem endnu". Jeg har ikke endnu kunne modbevise det princip.

• Når vi møder et menneske, så at husk, at alle mennesker har mistet noget/nogen, drømmer om noget og er bange for noget. Mennesker rummer sårbarhed, som vi ikke altid ser med det samme - og som gør, at vi får lyst til at holde af dem og føler os tættere på dem.

• Min supervisor sagde også engang på et kursus, at hun i en stresset situation spurgte jeg selv: "Hvor ophidset vil jeg vælge at blive over det her?" Det, synes jeg, er et virkelig fint spørgsmål at stille sig selv i mange pressede sitaution. Ikke alt er værd at bruge sin energi på.

• At sætte sunde grænse - ikke for at være egoistisk men for at passe på vores egen kapacitet, så vi ikke bare uden at tænke os om lægger vores kræfter og tid tilfældige steder, men at vi siger nej for at vi kan vælge vores ja med omhu og i tråd med, hvad der er vigtigst for os.

• At være gavmild med sin tid. I et samfund som vores, tror jeg, at fattigdom i form af manglende nærvær er langt større end fattigdom i form af manglende økonomisk råderum. Vores tid kan være en større gave til andre, end vi aner.

Eller noget helt andet - hvordan ser det ud for dig at bidrage til verdensfreden?