Hvordan er man en god samtalepartner, når livet gør ondt?

Vi har alle stået i samtaler med mennesker omkring os, som på den ene eller anden måde har det svært.

En ven, der er blevet forladt.

En kollega, der har mistet en forælder.

En bekendt, der er blevet fyret.

Et familiemedlem, der har fået en alvorlig diagnose.

Vi kender situationerne – og vi kender ofte også en følelse af omsorg og et ønske om at hjælpe. Måske blandet med usikkerhed. Måske endda med en snert af angst for at sige noget forkert eller gøre det hele værre.

Så hvordan er man egentlig en god støtte i den svære samtale?

Det er noget af det, jeg er allermest taknemmelig for, at mit fag har lært mig. Før jeg blev psykolog, vækkede andres smerte ofte et stort ubehag i mig – ikke fordi jeg ikke ville lytte, tværtimod, det var så vigtigt for mig, at jeg følte mig utilstrækkelig, når jeg ikke vidste, hvordan jeg bedst kunne hjælpe.

Sådan er det heldigvis ikke helt så meget længere.

Derfor vil jeg dele det, jeg selv ville ønske, jeg havde vidst tidligere.

Du skal “bare” være der

Det vigtigste er i virkeligheden det mest enkle – og ofte det sværeste: at blive.

At blive i samtalen. At blive samme med den anden, mens den anden oplever smerte.

Det værste, vi kan gøre, er at trække os – fysisk eller mentalt – når det bliver svært.

Et af mine yndlingscitater fra Sue Johnson lyder:

“Suffering is inevitable, suffering alone is intolerable.”

Lidelse er uundgåelig – men at lide alene er uudholdeligt.

Når vi bliver hos et andet menneske i det svære, er vi med til at gøre det mere bærligt. Det kræver ikke perfekte ord. Det kræver nærvær.

At lytte er vigtigere end at sige noget rigtigt

Mange tænker: “Jeg kan jo ikke bare sidde stille – jeg må sige noget.”

Men det mest hjælpsomme, du kan gøre, er at lytte. Virkelig lytte.

Det betyder, at du for en stund lægger din egen trang til at fikse, trøste eller finde løsninger til side – og i stedet retter din fulde opmærksomhed mod den anden.

Lyt langsomt. Stil opfølgende spørgsmål. Bed eventuelt den anden om at gentage noget.

Mærk efter undervejs. Hvis du bliver berørt – måske trist eller vred – er det helt okay. Det viser, at du er i kontakt. Og det må gerne kunne ses.

En konkret måde at støtte sin lytning på er gennem spejling.

Hvis den anden f.eks. siger:

“Jeg blev kaldt ind til chefen, og så vidste jeg det bare. Jeg havde slet ikke set det komme – og pludselig stod jeg der uden job.”

Så kan du svare:

"Så det kom helt ud af det blå?”

Eller lidt mere fortolkende:

“Det lyder som om, det har været et chok – som om tæppet blev revet væk under dig.”

Spejling behøver ikke være avanceret. Det er en enkel måde at vise: Jeg hører dig. Jeg prøver at forstå dig.

Vær der som dig – ikke som en, der skal præstere

I svære samtaler kan man let føle, at man skal levere noget: de rigtige ord, den gode løsning, den perfekte trøst.

Det skal du ikke.

Det er langt mere hjælpsomt, at du er autentisk tilstede.

Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det:

“Det lyder så svært det, du står i, at jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal sige lige nu.”

Hvis du gerne vil hjælpe, men er i tvivl hvordan:

“Jeg vil virkelig gerne være der for dig – jeg er bare lidt usikker på hvordan.”

Det skaber ægte kontakt. Og ægte kontakt er i sig selv helende.

Du behøver ikke fikse noget

Når vi holder af nogen, der har det svært, får vi ofte lyst til at løse problemet.

Det er forståeligt – men sjældent det, der hjælper mest.

Hurtige løsninger kan nogle gange komme til at lukke ned for den andens følelser: som om problemet ikke rigtig må fylde - og så kan budskabet i sidste ende blive: "Det er forkert, at det fylder for dig" eller "Jeg kan ikke rumme dig her, hvor du har mest brug for det". Av. Ofte handler vores løsningsforslag også om, at vi selv gerne vil væk fra følelsen af magtesløshed.

Men det vigtigste er ikke at fjerne smerten, det kan vi sjældent – men det er at være i den sammen.

Bliv i følelserne, indtil den anden selv begynder at bevæge sig mod løsninger. Måske spørger de dig direkte. Først dér giver det mening at bidrage.

Ellers gælder som hovedregel:

Du er ikke der for at fikse – du er der for at være.

Denne indstilling kan også hjælpe os til ikke at tage overansvar. Hvis vi forsøger at bære andres smerte i stedet for at gå sammen med dem - kan vi risikere at blive overbelastede, og det vil vi selvfølgelig gerne undgå.

Det personlige lag – når relationen tillader det

Hvis du allerede gør ovenstående, er du virkelig langt.

I nogle relationer kan der være et ekstra lag, som kan give endnu mere dybde og støtte.

Det kan være, du ved noget om den anden:

• At personen har brug for fysisk nærhed → kan du give et kram

• At vedkommende har oplevet tab før → kan du spørge ind til det

• At det er svært for dem at åbne sig → kan du anerkende det mod, de viser

  
  

Det kan også være, du deler noget om dig selv:

• “Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt akavet – det er ikke dig, det er bare svært for mig med den slags samtaler.”

• “Jeg vil gerne give dig min fulde opmærksomhed, men i dag er en svær dag for mig også – kan vi tale videre i morgen?”

• “Skal vi gå en tur imens? Jeg lytter bedre, når vi bevæger os.”

  
  

Eller du kan bringe noget ind fra situationen:

• Ved tegn på depression: tilbyd at tage initiativ til kontakt

• Ved stress: foreslå roligere rammer

• Hvis du selv er presset: vær ærlig om dine grænser

Dette er blot ekstra forslag på, hvordan du kan understøtte kontakten. Hvis det føles som, at det bare komplicere det yderligere, så gå endelig tilbage til de første punkter og fokusér på dem. De er de vigtigste.

Så hvis du tager én ting med, så lad det være dette:

Du behøver ikke gøre noget perfekt.Du behøver ikke have svarene - det er faktisk bedst, hvis du holder dig fra at beskæftige dig med svarene.

Det vigtigste er, at du bliver. Det vigtigste er kontakten.

Kontakt gør smerten mere udholdelig.

_____________________________

Hvis du vil læse mere om at være til stede for andre, kan jeg varmt anbefale bogen “At være der hvor du er” af Bent Falk.