Jeg håber, at I alle har haft en god sommer indtil videre - og en god sommerferie, hvis I har holdt ferie.
Jeg har blandt andet brugt min ferie på at gå den portugisiske Camino med min mand. Det var så godt at gøre! Det var primært med religiøse og eksistentielle motiver - og også en snert af faglig interesse.
Måske ved du allerede, at jeg har udgivet en forskningsartikel om caminoen med professor Henrik Høgh-Olesen. Dét var dengang motiveret af min første camino (Camino Primitivo), som jeg gik med en god veninde tilbage i 2018.
Det har været sjovt at være tilbage og have forskningsresultaterne i baghovedet denne gang.
Ud fra mine data viste det sig, at deltagernes sindsstemning var markant forbedret under og efter pilgrimsrejsen. Fx oplevede 20% sig stressede før caminoen, hvilket faldt til 0% på caminoen - og det var endda også 0% efter caminoen (se billede to for tabel over resultaterne).
Udover forandret sindsstemning beskrev 75% af deltagerne at have oplevet forandringer i deres liv efter caminoen. Det, synes jeg, var vildt.
Alt dette kan man selvfølgelig læse mere om i artiklen her.
Jeg synes selv, at jeg kan genkende effekten, som deltagerne beskriver - og selvom jeg ikke går pilgrimsrejsen med henblik på terapeutisk effekt, er det alligevel en sidegevinst, som er være at bemærke.
Selv i terapien har der været nogle opmærksomhedspunkter og følte erfaring, som jeg særligt har taget med mig ind i det kliniske arbejde her efter den sidste camino:
— opmærksom på samspillet mellem krop og sind. Det er ikke noget nyt selvfølgelig - at det hænger sammen. Men det er en konstant øvelse for mig hele tiden at holde opmærksomheden på det samspil. Det gælder både i det terapeutiske rum men også i min egen hverdag - min erfaring er, at jeg sidder bedre i terapeutstolen, når jeg får regelmæssig bevægelse ind i min hverdag. Faktisk viser mange studier, at fysiske bevægelse kan have signifikant positiv effekt på depression og angst (f.eks. dette studie). Så - når vi behandler psykiske problemer, må vi ikke glemme det fysiske.
— erfaringen med, at caminoen jo ikke som sådan er nogen komfortabel ferie, og alligevel er det meget stressreducerende ferie for mange. Komfort og lykke har mindre med hinanden at gøre end, vi kommer til at tro nogle gange. Fx derhjemme har vi en ordentlig espressomaskine, som gør, at jeg har god kaffe ad libitum. På caminoen er det sparsomt og kvaliteten er ikke altid garanteret. Men lige præcis derfor var det enormt taknemmelighedsfaciliterende. Jeg satte simpelthen bare mere pris på kaffen.
I terapi kan vi også nogle gange blive for optaget af at reducere ubehag i jagten på lykke. Ofte viser det sig, at det er en langt mere bæredygtig effekt af terapien, hvis vi i stedet kan øge kapaciteten til at rumme ubehagen. Vi kan ikke leve et liv uden ubehag - men vi kan leve et liv, hvor vi øver os i at leve med den. Måske er ubehag og lykke nemlig slet ikke hinandens modsætninger.
-påmindelsen om, at less is more. Nogle gange når vi har det dårligt, kan vi blive optagede af at gøre noget for at fikse det - tilføje noget. Caminoen er ikke sted, hvor man tilføjer en masse sundhedsfremmende tiltag eller spiser mere sundt end, man plejer nødvendigvis. Alligevel oplever mange høj grad af trivsel. Det, der i stedet er anderledes, er at der bliver fjernet en masse fx larm, mange stimuli, masser af planlægning, mange skift, højt tempo, høj grad af kompleksitet og høje krav til vores opmærksomhed. Der er meget i vores samfund, der kan overvælde, forstyrre os og ultimativt bidrage til mistrivsel. Det kan være hjælpsomt at forsøge at skrue lidt ned for det - dér hvor vi kan.
Så - opsummeringsvist er nogle af mine takeaways fra Caminoen i det terapeutiske rum altså:
krop og sinde hænger uløseligt sammen
komfort og lykke ikke hænger så meget sammen, som vi nogle gange tror
less is more - også når det gælder mental trivsel
Har du gået Caminoen - og hvad tog du med dig hjem igen? 🥾
Commentaires